Dansk Fjernvarme

1.7. Tariffer

Baggrund

Det overordnede krav til tarifering er, at tariffen skal være i overensstemmelse med varmeforsyningslovens prisbestemmelser, som omhandler regulering af priser og betingelser.


Fjernvarmeværkets ledelse fastsætter som hovedregel fjernvarmeværkets tariffer. Dette fremgår bl.a. af Dansk Fjernvarmes Vejledninger om ”Vedtægter” og ”Almindelige Bestemmelser for Fjernvarmelevering”.


Varmeforsyningslovens prisbestemmelser administreres af Energitilsynet, som har kompetence til at gribe ind mod urimeligheder i tariffastsættelsen.


Ved afgørelse i Energiklagenævnet i 2003 blev det tidligere Gas- og Varmeprisudvalgs praksis for tarifering stadfæstet. Efter denne praksis skal fjernvarmeværkerne tilstræbe en kostægte tarifstruktur, så den enkelte fjernvarmeforbruger som udgangspunkt belastes med de omkostninger, der vedrører forbruget.


I en tværministeriel rapport fra februar 2009, ”Tarifudvalgets analyse af mulighederne for energibesparelser ved forskellige modeller for tarifpraksis i el-, naturgas- og varmeforsyningen” var konklusionen, at man bør fastholde det kostægte princip.

Det kostægte princip betyder:

  • at fjernvarmeværkets faste omkostninger dækkes af faste bidrag, og fjernvarmeværkets variable omkostninger dækkes af forbrugsbidraget
  • at omkostninger dækkes gennem indtægter fra de led i tariffen, som de naturligt kan henføres til
  • at den enkelte forbruger betaler sin andel af de omkostninger, der er nødvendige af hensyn til sin varmeforsyning, således at ingen forbruger kan opnå økonomiske fordele på andre forbrugeres bekostning.

Problemstilling

Der har været synspunkter om, at det kostægte princip kan give et mindre incitament til at spare på forbruget, end hvis tariffen havde været fuldt variabel. Argumentationen er, at når besparelsen kun falder på den variable del af en forbrugers betaling, vil forbrugerens ønske om at spare være mindre, end hvis besparelsen havde været på den fulde betaling.


Omvendt viser tarifudvalgets rapport, at indførelse af fuldt variable tariffer vil betyde, at bruttoenergiforbruget i Danmark vil stige på længere sigt. Forbrugerne vil gå tilbage til individuelle løsninger som brændeovne, træpillekedler, elradiatorer, varmepumper m.m., hvorved kraftvarmefordelen fra det nuværende fjernvarmesystem reduceres og på lang sigt forsvinder.


Samtidig viser rapporten, at en række varmeværker vil komme i en ”dødsspiral”, og i løbet af 10-20 år vil en lang række mindre og mellemstore varmeværker gå fallit. Herved mistes samfundsøkonomiske fordele ved kollektive varmeforsyning.


Anbefaling

Dansk Fjernvarme finder, at man bør fastholde det kostægte princip. Det kostægte princip sender de korrekte prissignaler til forbrugeren, og det sikrer, at forbrugeren betaler for den kapacitet, der bliver stillet til rådighed. Dansk Fjernvarme tager Tarifudvalgets rapport fra februar 2009 til efterretning.


Dansk Fjernvarme er åben for at anerkende andre tariferingsprincipper, såfremt de er gennemskuelige for forbrugeren og understøtter en samfundsøkonomisk og miljøvenlig anvendelse af energi til opvarmning.