DONG fik i går uventede gæster, da konkurrencemyndighederne besøgte hovedkontoret i Hørsholm under et såkaldt ”dawn raid”. Det skriver flere aviser i dag.
Besøget er sket på anmodning af de svenske konkurrencemyndigheder, der samtidig med aktionen i Danmark besøgte det svenske selskab Öresundskraft.
Öresundskraft lever naturgas, el og fjernvarme til 220.000 kunder og er storkunde hos DONG, der leverer 90 % af den naturgas, der sælges i Sverige.
Myndighedernes mistanke går ifølge dagens aviser på, at DONG og Öresundskraft har delt kunderne mellem sig.
DONG bekræfter i en pressemeddelelse, at aktionen har fundet sted. Og administrerende direktør Anders Eldrup finder ifølge meddelelsen besøget naturligt.
- Siden liberaliseringen på det europæiske marked har vi mødt mange nye konkurrenter. Det skærper DONGs fokus og giver et velfungerende marked til gavn for forbrugerne, ligesom det også gavner virksomhedernes innovationsevne. Derfor ser vi konkurrencemyndighederne som både en naturlig og en nødvendig kontrolinstans, når markederne skal fungere optimalt, siger han.
Direktør i DONG, Kurt Bligaard Pedersen, afviser mistanken overfor Berlingske Tidende og understreger, at selskabet naturligvis vil samarbejde fuldt ud med konkurrencemyndighederne.