En fusion mellem DONG og Elsam er ikke et projekt, der skal lykkedes for enhver pris. Det bliver ikke tale om, at ”spille fandango med skatteborgernes penge”.
Meldingen kommer fra finansminister Thor Pedersen (V) i et interview i dagens udgave af Børsen.
- Vi ser synlige fordele ved en fusion, men det kræver at niveauet for fusionsforhandlingerne er forsvarligt set med statens øjne som ejer af DOMG, siger Thor Pedersen til avisen.
Efter at finansministeriet gik ind i forhandlingerne har der på det seneste været hyppig mødeaktivitet. Børsen opgør fire møder i ministeriet inden for cirka 10 dage.
- Vi gør, hvad der overhovedet er muligt, men vi går ikke ind i noget, der ikke er baseret på sund fornuft, fastslår ministeren i interviewet.
Den svenske gigant Vattenfall har i flere omgange befundet sig i fusionens kulisse, blandt andet via aftalen med Elsam. Men det statsejede selskab skal ikke regne med at komme med ved forhandlingsbordet. Thor Petersen ønsker ifølge Børsen ikke at ”sidde og forhandle energipolitik med et andet lands statskasse”.