Energitilsynet er klar til at kigge el-selskaberne i kortene, når det drejer sig om deres lyst til at investere milliarder af kroner i bredbåndsprojekter. Det handler blandt andet om, at tjekke om der er vandtætte skodder mellem el-forbrugernes penge og de beløb, der eventuelt investeres i bredbånd.
Det skriver Jyllands-Posten, der i dag fokuserer på emnet i sin erhvervssektion.
- Vi overvejer, at iværksætte en spørgeskemaundersøgelse, der skal afdække, hvor meget elselskaberne har – eller påtænker – at investere i bredbåndsselskaber og med hvilke bindingshorisonter. Derudover vil vi interessere os for fordelingen af omkostninger, når selskaberne lægger fiber i jorden i forbindelse med planlagte ledningsarbejder, forklarer Jan Hansen, kontorchef i Energitilsynet, til avisen.
Tilsynets undersøgelse har været i støbeskeen i noget tid, men Jan Hansen erkender overfor Jyllands-Posten, at den megen medieomtale af projekter og deraf følgende opmærksomhed omkring emnet på Christiansborg har sat skub i sagerne.
Elselskabernes bredbånds-planer hænger sammen med, at det forventes at selskaberne fra 1. januar får fuld råderet over deres sammensparede formuer. Hidtil har kun en del af pengene været til rådighed, men i forbindelse med revisionen af el-markedet og etableringen af EnergiNet Danmark er der vedtaget en lempelse af de regler.
Det skønnes, at elselskaberne har en samlet formue på omkring 25 milliarder kroner og det er penge herfra, flere af selskaberne planlægger at investere i bredbåndsprojekter.