Dagbladet Børsen beskriver i dag en hidtil ukendt aktionæraftale, der kan give Elsam det afgørende moment i slaget om Energi E2.
Københavns Kommune har besluttet at sælge sine el-aktiviteter i Københavns Energi og indirekte følger der en aktiepost på 34 % af Energi E2 med i handlen.
Det har ifølge Børsens oplysninger fået finske Fortum, svenske Vattenfall, tysk-svenske Sydkraft samt danske DONG og Elsam til at afgive bud til kommunen.
Elsam har imidlertid en fordel, skriver avisen. Selskabet ejer nemlig Nesa, der igen ejer 36 % af Energi E2. I den sammenhæng findes en forkøbsret, der giver Elsam mulighed for at købe 18,57 % af de 34 % af E2-aktierne, der er sat til salg af Københavns Kommune. Det vil øge Nesas – og dermed Elsams, andel af Energi E2 til 54,6 %.
Den manøvre kan meget vel blive brugt, fortæller Nesas topchef, Poul Lind, til Børsen.
- Bliver vi ikke valgt, vil vi kigge på forkøbsretten. Den er et klart aktiv i det spil, der er i gang, fastslår han.