Dansk Fjernvarme

DONG og Elsam er nået til enighed om fusion

10. december 2004 | 2004

DONG og Elsam er nået til enighed om fusion

Mindre end en uge efter annonceringen af det endelige sammenbrud i forhandlingerne, er topchefer fra det statslige olie- og naturgasselskab, DONG, og den jysk-fynske el- og kraftværkskoncern, Elsam, her til morgen blevet enige om en fusion mellem de to energigiganter, skriver Politikens netavis.

 

Finansminister Thor Pedersen (V), der siden i aftes har ledet forhandlingerne, vil informere forligspartierne i Folketinget, før han beretter om de nærmere detaljer. Administrerende direktør i Elsam Peter Høstgaard-Jensen vil heller ikke tale - han skal først informere sin bestyrelse, forlyder det.
 
Et hurtigt resultat var ventet, efter at Elsam i aftes overraskende valgte at vende tilbage til forhandlingsbordet - selvom selskabet havde smækket med døren i sidste uge. Men forhandlingerne trak ud, og først her til morgen nåede parterne til enighed.
 
Til det sidste var det angiveligt fortsat uenigheden om de to selskabers indbyrdes værdi, der hindrede en aftale.

Værdifastsættelsen har været en vital knast i forhandlingerne, da den ville afgøre, hvor stor en del selskaberne hver især skal eje af det nye, fusionerede selskab.

 

Detaljerne i den nye aftale præsenteres sandsynligvis senere i dag, skriver Politikens netavis.