2.500 husstande skiftede i 2004 fra elvarme til billigere og mere miljøvenlig fjernvarme. Ifølge Elsparefonden er det er 25 % flere end forventet, skriver dagbladet JydskeVestkysten.
Fonden har i året løb haft en kampagne for at få boligforeninger til at skifte. Men ifølge avisen tilskriver fonden også en del af succesen de høje elpriser og den lave rente, der har gjort et skifte rentabelt. Desuden spiller tilskud fra fonden, tilbud fra fjernvarmeværkerne og rammeaftaler med VVS-installatører ind.
- For langt de fleste er det en god forretning at få installeret fjernvarme i steder for elvarme, siger Göran Wilke, sekretariatschef i Elsparefonden.
Udviklingen kan fortsætte i 2005, hvor det stadig er muligt at opnå et tilskud fra Elsparefonden på 5000 kroner plus 75 kroner per kvadratmeter boligareal til at skifte elvarmen ud med fjernvarme. Den mulighed begrundes med, at fjernvarmen giver bedre samfundsøkonomi og større miljøgevinst.
Avisen oplyser, at elvarme er en af de mest miljøbelastende opvarmningsformer i Danmark. Den elproduktion, der går til at opvarme én bygning, har et CO2-udslip svarende til fire fjernvarmeopvarmede bygninger. De 2.500 konverterede husstande sparer således miljøet for en CO2-udledning på mellem 12.000 og 20.000 ton CO2.