Af byrådsmedlem Ivan Lilleng (C), Faxe Kommune
Fra slutningen af 80’erne til midten af 90’erne turnerede udvalgsformænd og rådgivere rundt i mindre byer med anbefaling om at starte såkaldte barmarksværker.
Disse lokalpolitikere har sikkert været bevæbnet med lige dele samfundssind og forestilling om private besparelser, men i deres opstemthed har de været for optimistiske med anlægsudgifterne og undervurderet ledningstabet.
Og galt er det gået. Folk får varmeregninger som er langt over, hvad de kan producere varmen til på eget fyr. Dertil kommer, at de har svært ved at komme ud af aftalerne med værkerne, for enten er de bundet af en lokalplan, eller også er udtrædelsesomkostningerne så høje, at det i sig selv er et problem.
Havde disse mennesker af begærlighed ladet sig lokke med i aktiespekulationer eller anden for form gambling, og havde de så tabt både det ene og det andet, så var det ikke det store problem. Men de her mennesker, som nu sidder i saksen, var ikke med i et pyramidespil – det vil sige det var de, men de vidste det ikke og kunne vanskeligt vide det.
Der findes et princip: Officialprincippet. Det betyder, at man som myndighed skal undersøge sagen for alle aspekter, som kan have betydning. I modsætning til eksempelvis en retssag,hvor dommeren kun må tage hensyn til det, som er oplyst i sagen.
Som borger har man en vis forventning om, at det offentlige anvender officialprincippet og altså har undersøgt sagen for aspekter, man ikke selv er kommet på.
Udvalgsformændene har næppe sagt noget forkert, og de kan heller ikke anklages for at være myndighed, for de var jo sådan set bare politikere. Men de er blevet opfattet som ”øvrighed”. Derfor sidder folk, som sluttede sig til barmarksværkerne, med en følelse af at være ”bondefanget”. Følgevirkningen er tab af troværdighed.
Skades troværdigheden, tager det mange år at rette det op. En begavetpartileder blev ikke statsminister på grund af fortalelser, en statsminister blev ikke genvalgt, fordi hans udtalelser om efterlønnen blev opfattet som aftalebrud, socialdemokratiske regeringer bedømmes af befolkningen som notorisk mindre økonomisk ansvarlige på grund af en politik ført i 70’erne, og se, hvor vanskeligt det har været for Bjarne Riis at genvinde troværdigheden, selvom det kun handler om sport. Utroværdighed trækker lange, lange skygger.
Fjernvarme er en vigtig del af løsningen på de energi- og miljøopgaver, verden står overfor. En velvillig befolkning vil være den halve løsning på problemet, men med en vrangvillig befolkning skal der kæmpes fra hus til hus.
Måske er den bedste løsning at få lukket de mindst rentable af de små barmarksværker. Dertil kommer, at deres miljøgevinst også er tvivlsom, da ledningstabet ofte er op mod 50 %.
Dansk Fjernvarme og Connie Hedegaard bør gå ind i denne sag og få skabt en løsning, der for alvor løser problemet. Eksempelvis kan man kopiere den løsning, der blev lavet med de små vindmøller. Giv en præmie til ejerne for at få dem revet ned.
Sker der ikke noget for alvor, lider den troværdighed skade, som dybest set er fundamentet under den danske energi- og miljøpolitik.