Af Ib Melsen, Videbæk Energiforsyning
Formålet med dette indlæg er, at redegøre for, hvorfor det er nødvendigt at
ændre loven, der tvinger de små værker mellem 5 og 10 MW el ud på det frie
elmarked.
Samtidig håber jeg, indlægget kan medvirke til, at gode og knap så gode
historier kommer i dialog.
Er investeringen spildt?
På erfa-mødet for kraftvarme i Fredericia den 2. februar 2006
blev det oplyst, at der var værker, som efter overgang til det frie
elmarked, har reduceret el-produktionen med 38%.
Man kan spørge sig selv, om fjernvarmeforbrugernes investering i decentrale
værker så er spildt? En investering i produktionsanlæg, der ikke udnyttes
optimalt, må vel, under en eller anden form, betragtes som spild.
Jeg tillader mig at bringe et uddrag af Kim Selch’s indlæg fra det
pågældende møde:
”Konklusion 1: Naturgasfyret decentral kraftvarme (på motorer) har ingen
fremtid på spotmarkedet.”
Indtægten pr. produceret kWh time er det vigtigste pejlemærke
Videbæks indtjening på treledstariffen var i 2005 på 49 øre/kWh.
Hvis vi havde været på elmarkedet, havde vi ifølge en produktions balance
ansvarligs (PBA) beregning højst fået 46 øre pr. kWh inklusiv grundbeløb,
men eksklusiv de øgede interne omkostninger. Med en produktion på
30.000.000 kWh, og medregnet de interne omkostninger, beløber det sig til
et fald i indtægterne på mindst kr. 1.000.000.
Ifølge indlægsholderne på mødet medfører det for vagthavende ca. en dags
ekstra arbejde pr. uge at deltage i elmarkedet. Med ekstra arbejde
for ledelse og bestyrelse løber det vel op i ca. kr.150.000 om året.
I bedste fald vil det koste hver enkelt forbruger i Videbæk små 800 kr. pr.
år – i hvor mange år?
På nuværende tidspunkt har jeg kendskab til flere værker, der enten er
eller vil blive væsentligt dårligere stillet end på treledstariffen.
De gode og knap så gode historier
På mødet den 2. februar fremlage et par værker resultaterne efter
det første år på markedet. Resultaterne var baseret på forskellige
beregningsmodeller, og var ikke sammenlignelige, men generelt ikke
overbevisende positive. De gode historier var der ikke rigtig nogen af.
I pauserne var der derimod rigeligt af de knap så gode historier, der
omhandlede meget arbejde og ingen fortjeneste. For eksempel den om værket,
på under 5 MW, der benytter sig af muligheden for at vende tilbage til
treledstariffen. Andre udtrykte frustration over ikke at kunne se formålet
for varmeforbrugerne.
Det er fint, at nogle værker kan tjene penge på elmarkedet, men de værker,
hvor hovedparten af driften ligger i perioder med spids- og højlast, kan,
efter mine beregninger, ikke tjene penge. Man kan spørge, hvorfor de
selskaber, der har investeret mest i MW el. i forhold til varmesalget
skal straffes, mens de der har det modsatte forhold skal præmieres? Det
kaldes vist politik. At varmeforbrugerne skal betale for, at elproduktionen
bliver billigere for andre, må vist også siges at være en politisk
beslutning.
Hvorfor kan værkerne ikke tjene penge?
Decentrale anlæg er opført til treledstarif.
Forudsætningerne for de decentrale værker er velkendte og som bekendt en
politisk beslutning fra Christiansborg. Hvordan kan de samme politikere nu
mene, at de selv samme anlæg kan agere på det frie elmarked? Med den
erfaring, der er opnået og på baggrund af andres og egne beregninger, er
min påstand, at små værker med en effekt på under 10 MW ikke kan opnå en
indtjening, der kan måle sig med indtjeningen på treledstariffen.
Det er vigtigt at notere sig, at 10 MW er minimumsgrænsen for deltagelse i
regulerings- og reservemarkedet.
Et alternativ er at indgå i et fællesskab med andre mindre værker, men er
det realistisk? For at værkerne kan deltage i de disse markeder, skal der
etableres nye fælles systemer med kostbar døgnbemanding og fjernstyring.
Hvis der på den ene side er mulighed for gevinst, er der på den anden side
også risiko for tab. Hvem skal betale for en ubalance eller for en
situation, hvor værket ikke kan leve op til kravet om en minimumsydelse på
10 MW? Jeg kan vanskeligt forestille mig, at én bestyrelse vil hæfte
solidarisk i forbindelse med fejl og havari på et ”naboværk”.
Det er udmærket, at nogle værker, på baggrund af deres konkrete situation,
vælger at gå på markedet. Men for os andre, der vil miste mange penge, skal
der være en mulighed for at blive på treledstariffen.
Opfordring til Dansk fjernvarme
Direktør for Dansk Fjernvarme Jørgen G. Jørgensen lovede på det
omtalte møde, at Dansk Fjernvarme ville tage sagen op, hvis der var værker,
der blev dårligt stillet. Hermed skal jeg på det kraftigste opfordre Jørgen
G. Jørgensen til straks at iværksætte det nødvendige politiske arbejde.
Hvis andre værker har samme opfattelse som Videbæk opfordres I til straks
at rette henvende til Dansk Fjernvarmes direktør Jørgen G. Jørgensen (jgj@danskfjernvarme.dk ).
Alternativet er vel, at Videbæk og ligestillede stiller sig i køen af
nødlidende værker og sættes på transport- og energiministerens budget.