Dansk Fjernvarme

Regeringen ser positivt på friere brændselsvalg

1. juli 2010 | 2010

Regeringen ser positivt på friere brændselsvalg

Regeringen er indstillet på at se nærmere på, om der skal være et friere brændselsvalg for barmarksværker. Det fremgår af et svar, som klima- og energiminister Lykke Friis har givet til et spørgsmål stillet af Per Husted (S).


"Er ministeren enig i, at det vil være uhensigtsmæssigt ikke at løse barmarksværkernes

problemer i forbindelse med lempelser i mindre værkers brændselsvalg, da de

fleste barmarksværker ikke vil være omfattet af energidelen i landbrugspakken?"



Svar:

Energitilsynet udarbejder jævnligt en oversigt over forbrugerprisen på fjernvarme.

Den seneste opgørelse viser den faktiske a conto pris per 19. februar i år. I alt 11 ud

af knap 100 barmarksværker har en varmepris, der er højere end det, en typisk oliefyrskunde

betaler for den tilsvarende varme (oliereferencen).


Regeringen går ind for et mere fleksibelt brændselsvalg. Men i forhandlingerne forud

for den energipolitiske aftale af 21. februar 2008 modsatte bl.a. Socialdemokraterne

sig, at de mindre værker fik mulighed for at skifte fra naturgasbaseret kraftvarme til

ren fjernvarme på biobrændsler. Såfremt Socialdemokraterne nu ønsker at ændre

reglerne for de mindre værkers brændselsvalg, vil regeringen være positivt indstillet

på at drøfte dette.