Når noget bliver til en selvfølge, så bliver der ikke længere talt om det. Sådan er det også med fjernvarme.
Som den største selvfølge i Klimakommissionens nyligt offentliggjorte rapport indgår fjernvarme, for uden fjernvarme er der ganske enkelt ikke grundlag for planerne om et sammenhængende og intelligent energisystem, som kan sikre et fossilfrit Danmark.
Uden fjernvarmesystemets fleksibilitet, så er planerne ikke mulige at realisere. Og det vil ikke være muligt at skabe et sammenhængende energisystem, hvor vindmøller, sol og anden vedvarende energi skal levere væsentlige dele af energiforsyningen. Slet ikke, hvis det skal ske på en samfundsøkonomisk fornuftig måde.
Så hvorfor er det, at vindmøllerne og for den sags skyld elbilerne løber med omtalen i forbindelse med den megen medieomtale af Klimakommissionens rapport?
Fordi fjernvarmen er det selvfølgelige og uundværlige led i kæden. Det led, som på pålidelig vis rummer mulighederne for at lagre energi fra dage med blæst til dage med stille vejr.
Det skriver Dansk Fjernvarmes formand Uffe Bro og politiske næstformand Lars Chr. Lilleholt i en kronik i Nordjyske Stiftstidende.
Læs kronikken Fjernvarme er den største selvfølge