Der er ingen grund til at vente. Vi skal i gang med det samme. Faktisk er fjernvarmen allerede gået i gang med omstillingen af energisystemet til 100 procent vedvarende energi.
Det siger Dansk Fjernvarmes direktør Jørgen G. Jørgensen, efter Klimakommissionen har offentliggjort sin rapport om et fossilfrit dansk energisystem.
”Anbefalingerne på varmeområdet falder fint i tråd med anbefalingerne i Varmeplan Danmark 2010, herunder at varmen i fremtiden skal komme fra fjernvarme og uden for de kollektive forsyningsområder fra individuelle varmepumper. Alene denne skelnen mellem henholdsvis inden for og uden for kollektivt forsynede områder, er positiv, fordi vi skal tænke i helheder for at nå målene om en fossilfri fremtid, siger Jørgen G. Jørgensen.
”Fjernvarme forventes fortsat at spille en stor rolle i det samlede danske energisystem, fremover i stigende grad som ”fleksibel elaftager” ved brug af store varmepumper. Fjernvarmens fleksibilitet og evne til energilagring er der også vægt på ligesom det tillige forventes, at fjernvarme i stigende grad vil være baseret på mere biomasse (inkl. affald), sol og geotermi,” siger Jørgen G. Jørgensen.
Faktisk vil et system baseret på så meget vind, som klimakommissionen peger på, være fuldstændig urealistisk uden et udbygget og velfungerende fjernvarmesystem.
Et andet punkt, hvor der er helt nye perspektiver, er i det faktum, at klimakommissionen peger på, at forskning og udvikling er afgørende for succes. Vel at mærke også forskning, hvor helhedsbetragtningen er anlagt. Dermed skal der forskes i fjernvarme, som ellers et område, hvor forskning og udvikling ikke har haft prioritet.
Hvor klimakommisssionen peger på, at omstillingen ikke må koste arbejdspladser, så peger beregningerne fra Varmeplan Danmark 2010 på, at der masser af vækst og arbejdspladser i vente. Faktisk 7-8000 arbejdspladser ved en udbygning af fjernvarmen til 65 procent af varmemarkedet de kommende 10 år.