Dansk Fjernvarme

Boligejere ønsker grøn energi

6. maj 2010 | 2010

Boligejere ønsker grøn energi

To ud af tre boligejere vil gerne helt eller delvist være selvforsynende med vedvarende energi. Blandt de yngre boligejere er det intet mindre end 80 procent, der ser grønne løsninger, som det mest tiltrækkende. Det viser en dugfrisk analyse fra brancheorganisationen Dansk Byggeri, der er udarbejdet af Catinét-IFK, skriver Berlingske Tidende.
 

"Endnu er de tekniske løsninger relativt dyre, og mange venter på, at der kommer løsninger, der er bedre og billigere.

Men de er på vej," siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius, Dansk Byggeri.


Selvforsyning med vedvarende energi i boligerne kan være al varme og strøm fra solfangere til jordvarme, varmepumper og små vindmøller.


Torben Liborius peger på, at der er mange barrierer for, at boligejerne går i gang med at energirenovere og blive selvforsynende med energi. For det første er det svært at overskue mulighederne, og for det andet sætter prisstrukturen på det danske energimarked en bremse for tiltagene. Med andre ord er det for dyrt at blive grøn boligejer.

SF's energipolitiske ordfører Anne Grete HOlmsgaard foreslår, der midlertidigt skal indføres statslån til energirenoveringer af boliger for at motivere boligejere til at energirenovere.