Den første Global District Energy Climate Award vil blive uddelt på District Energy Summit, som er et arrangement i København den 3. november 2009, hvor der sættes fokus på byer som anvender fjernvarme og fjernkøling som en integreret del af deres arbejde for bæredygtighed. De miljømæssige fordele ved at opsamle og anvende overskudsvarme og udnytte lokale vedvarende energikilder, gør fjernvarme og fjernkøling til det logiske og fornuftige valg når økonomisk vækst skal ske med færrest mulige miljøeffekter.
For at gøre opmærksom på dette, afholdes der den 3. november et internationalt ”topmøde” i København: District Energy Summit. Arrangører er den amerikanske International District Energy Association (IDEA), Euroheat & Power, Danish Board of District Heating (DBDH) og Dansk Fjernvarme. Det internationale Energi Agentur støtter ved at stå for uddelingen af Global District Energy Climate Award, og arrangementet er i øvrigt støttet af både danske og udenlandske sponsorer. (Se mere om arrangementet, mulighed for sponsering, tilmelding mv. her: http://www.copenhagenenergysummit.org)
Fortjener I anerkendelse?
Tiden er inde til at belønne dem, som har indset at fjernvarme og fjernkøling (det amerikanerne kalder District Energy) er vigtige elementer i byer og bysamfunds bæredygtige energiløsninger, og som aktivt bruger og promoverer teknologierne. Uddelingen af Global District Energy Climate Award har derfor til formål at vise anerkendelse for de byer og bysamfund verden over, som viser lokalt lederskab på energiområdet ved at forsyne deres borgere med god bæredygtig energi. Derfor uddeles Global District Energy Climate Award på arrangementet i København den 3. november 2009.
Yderligere oplysninger om Global District Energy Climate Award, hvem der kan deltage, præmieringen (mere end ét system præmieres, og der er fire størrelseskategorier), nominering, hvad vinderne får, kontaktoplysninger mv. kan findes på http://www.iea.org/G8/CHP/chp_awards.html.
Spørgsmål herudover kan rettes til Birger Lauersen, Dansk Fjernvarme, bl@danskfjernvarme.dk