I kølvandet på, at EU har vedtaget målsætninger på energiområdet træffes der netop i disse år vigtige beslutninger om, hvordan fremtidens energisystemer i Europa kommer til at se ud. Set i det lys er det vigtigt, at fjernvarmen er i fokus så dens potentiale kan udnyttes i hele EU.
Derfor har den europæiske fjernvarmeorganisation, EuroHeat & Power, sammen med Dansk Fjernvarme skrevet et brev med en opfordring til klima- og energiminister, Connie Hedegaard, om at arbejde for, at der i EU's helt aktuelle arbejde med det såkaldte ”2nd Strategic Energy Review” sættes fokus på fjernvarme og fjernkøling. Et tilsvarende brev er sendt til alle Euroheat & Powers nationale medlemsorganisationer med opfordring til, at brevet formidles til alle de enkelte landes klima- og energiministre.
Direktiv om fjernvarme
Dansk Fjernvarme har personligt overbragt brevet til Connie Hedegaard da foreningen for nylig havde et møde med ministeren. Samtidig fik ministeren også overbragt et notat om behovet for, at EU får udarbejdet et egentlig direktiv om fjernvarme.
I notatet fremhæver Dansk Fjernvarme de utvetydige fordele, fjernvarmen og kraftvarmen har givet Danmark gennem årene og at fjernvarme og fjernkøling er energipolitisk stærke virkemidler, med betydelig og dokumenteret evne til at levere i forhold til alle energimålsætningerne. Problemer set i en europæisk sammenhæng er blandt andet, at ingen af de nuværende direktiver lægger nok pres på medlemslandene til at forholde sig til ineffektiviteten af deres energitransformation og energiforbrug.
Ifølge Dansk Fjernvarme bør et kommende fjernvarmedirektiv tvinge medlemslandene til nationalt, regionalt og lokalt at sørge for, at forbrug af fossile, primære brændsler til den nødvendige opvarmning af bygninger og brugsvand erstattes af overskudsvarme og vedvarende energi, hvor det er samfundsøkonomisk fornuftigt.
Læs brevet til klima- og energiminister Connie Hedegaard her.
Læs notatet om behovet for et fjernvarmedirektiv her.