Dansk Fjernvarme

Energy Camp: De 1000 største ejendommes-besiddere rummer gigantisk potentiale for CO2-besparelse

19. november 2008 | 2008

Energy Camp: De 1000 største ejendommes-besiddere rummer gigantisk potentiale for CO2-besparelse

Find de tusinde største ejendomsbesiddere  i byområder. Det skal være ejendomme, der opvarmet med olie eller gas. Gennemgå dem og find de mulige energi-besparelser. Det vil give en enorm CO2-reduktion. OP mod en million tons.


Sådan lød et bud på en oplagt klima-indsats fra en de seks grupper i Energy Camp 08, der sluttede tirsdag den 18. november. Gruppen arbejdede med mulighederne for at reducere CO2-udslippet i byområder.


Løsningerne ligger indenfor den teknologi, der er kendt i dag. En væsentlig del er at få de store bygninger på over 1000 m2 over på fjernvarme, som det også er påpeget i Varmeplan Danmark.


Forslaget vakte klima- og energiminister Connie Hedegaards interesse, da hun fik det overrakt tirsdag aften ved Energy Campens afslutning. Hun fik tilmed overrakt et færdig-skrevet brev, som hun kan sende til kommunerne. Et brev der skal sætte gang i udarbejdelsen af varmeplaner.


Det var direktør for Fredericia Fjernvarme Carl Helmers, der overbragte såvel brevet som gruppens forslag til ministeren.

Blandt andre forslag var også et fra gruppen, der arbejdede med enfamilie-boliger. Her går forslaget ud på at tilføre mere værdi til den eksisterende energimærke-ordning. Det skal være således, at når en køber overtager et hus, så følger en rådgiver med og fortæller, hvad energimærkets informationer helt konkret skal omsættes i praksis.


Også forslag om el-biler, mere varetransport på jernbane og ikke mindst til hvordan landbruget bliver en del af klimagas-løsningen vakte ministerens interesse. Landbruget skal således tænke i helhed og være energiproducent, som leverer eksempelvis brændsler til biler, lastbiler, opvarmning med mere.


I alt var 46 eksperter med tilknytning til energibranchen samlet i 30 timer på et hotel for at udtænke løsningsforslag til, hvordan Danmark kan reducere den del af CO2-udledningen, som ikke allerede omfattet af kvote-reglerne. Det er eksempelvis væsentlige dele af den udledning, der sker fra landbruget, boligopvarmning og transport.