Dansk Fjernvarme

Din radiator er online i dag

1. april 2008 | 2008

Din radiator er online i dag

Fremover kan danskerne surfe på internet og tjekke e-mail med computeren opkoblet til en radiator. Dansk Fjernvarme og de danske fjernvarmeværker lancerer i dag internet via fjernvarmerør. Forbindelsen virker også, når radiatoren er slukket.

 

3,2 mio. danskere, der har fjernvarme i husstanden, kan i fremtiden spare dyre regninger til telefoni og internet. 400 fjernvarmeværker over hele landet er klar til at levere internet direkte ind i stuen via radiatoren. Alt, hvad der kræves, er en special-router, som let installeres på en radiator eller et radiatorrør. 60.000 km. rør med 1 mio. kubikmeter vand i klarer resten.

 

- Vi knytter meget store forventninger til teknologien, som vi markedsfører under navnet HeatNet Denmark. Vi har i forvejen et landsdækkende og troværdigt distributionssystem, og vi er allerede leverandør til 1,6 mio. husstande, hvorfor vores salgskanaler på det nye produkt er 100% ready to market. Og ifølge vores kalkyler bliver det nærmest umuligt at hamle op med de priser, vi tilbyder på kombinationen internet og opvarmning i én og samme pakke, påpeger direktør Jørgen G. Jørgensen fra Dansk Fjernvarme.

 

- Løsningen er overraskende enkel og åbner helt nye perspektiver for telefoni og internet i Danmark, eftersom fjernvarmenettet udfordrer TDCs landsdækkende kobbermonopol. Det her kan gå hen og blive en revolution, hvad angår hastighed, båndbredde og pris, vurderer udviklingsdirektør i Mediaprovider A/S, Brian Dixen.

 

20 kroner per måned
De danske fjernvarmeværker opererer ifølge loven non-profit, og derfor skal prisen på det nye lune internet følge omkostningerne. Således kan de større byer forvente de laveste priser på radiator-internettet, fordi omkostningerne som følge af et større kundegrundlag bliver lavere.

 

- Vores beregninger viser, at byer med 50.000 indbyggere eller derover kan få ubegrænset internet via radiatoren til under 40 kroner per måned, hvis blot halvdelen tilslutter sig. I Storkøbenhavn kan prisen per måned komme ned på 20 kroner per måned. Fjernvarmerørene kommer til at gløde i Danmark til sommer, siger Jørgen G. Jørgensen.

 

Internet, telefoni, TV og fjernvarme
Kapaciteten på internetforbindelsen gennem radiatoren svarer til en almindelig 256/256 mbit forbindelse. Og faktisk kan man allerede i dag komme online, hvis man tilslutter sin router til en radiator med et ikke alt for tykt lag maling - det kan nemlig forstyrre signalet.

 

Teknologien bag internet via fjernvarmerør er lidt af en verdenssensation. Det er grundlæggende lykkedes fjernvarmeværkerne at vende ionerne i vandet i rørerne - med en dramatisk forøget ledeevne som resultat. Desuden sikrer tilførsel af en svagt basisk redundans-gel til fjernvarmenettets lukkede vandsystem - populært sagt - et ekstraordinært stabilt bit-flow på linien. Dermed kan forbrugeren opsamle et stærkt internetsignal med en simpel router tilkoblet radiator eller fjernvarmerør.  Der ligger fire år bag udviklingen af teknologien, der er banebrydende for måden hvorpå digital kapacitet dimensioneres.

- De seneste seks måneder har vi pilottestet løsningen i Kolding, i Esbjerg og i Varde og har nu elimineret HeatNets sidste, små børnesygdomme. Blandt andet drillede det os en overgang, at småbørn og husdyr fik mindre, uskadelige - men dog generende stød fra de berørte radiatorer. Det problem er nu ryddet 100% af vejen, siger direktøren for Dansk Fjernvarme.

 

Den nye HeatNet-forbindelse kræver, at forbrugeren har indlagt fjernvarme samt anskaffer og tilslutter en special-router. Afregning for forbindelse og trafik sker sammen med den normale varmeafregning og opgøres sammen med den ordinære aflæsning af varmeforbrug.