Dansk Fjernvarme

Stikprøveundersøgelse af regnskaber er afsluttet

20. oktober 2006 | 2006

Stikprøveundersøgelse af regnskaber er afsluttet

Dansk Fjernvarme er bekendt med, at den stikprøveundersøgelse af regnskaber, Energitilsynet har gennemført blandt landets fjernvarmeværker, i første omgang er afsluttet.

 

Resultatet af undersøgelsen er, at Energitilsynet vil pålægge et antal fjernvarmeværker at tilbagebetale et beløb til forbrugerne.

 

Energitilsynet vil formodentlig offentliggøre resultatet af undersøgelsen efter sit møde 30. oktober, og da pressen allerede har vist interesse for sagen, er Dansk Fjernvarme meget interesseret i allerede nu at blive kontaktet af de værker, der af Energitilsynet er blevet pålagt at tilbagebetale et beløb til forbrugerne.

 

Dansk Fjernvarme kender ikke baggrunden for Energitilsynets pålæg om tilbagebetaling. Fra vores mange kurser om regnskab og tarifberegning er det dog vores erfaring, at et område som henlæggelser har givet store udfordringer, idet reglerne kun er ganske kort beskrevet i afskrivningsbekendtgørelsen. Den praktiske håndtering og krav om dokumentation ved indberetning til Energitilsynet har der ikke været oplyst grundigt om fra myndighedsside.

 

Det er vores vurdering, at der for de forbrugerejede varmeforsyninger i langt de fleste tilfælde er tale om en periodeforskydning, hvor en målsætning om en stabil varmepris har medført, at omkostninger er opkrævet tidligere end varmeforsyningsloven umiddelbart giver mulighed for.

 

Energitilsynets stikprøveundersøgelse er omtalt i FJERNVARMEN 1/2006. Artiklen kan læses her.