Dansk Fjernvarme og Energistyrelsen har afsluttet forhandlingerne om
udmøntningen af den politiske aftale om fremtidens energispareindsats. Det
betyder, at der nu foreligger et endeligt aftaleudkast.
Dansk Fjernvarmes medlemmer kan læse mere om aftalen i et cirkulære, som
udsendes med post. Selve aftaleudkastet er vedlagt som bilag. Begge dele
kan medlemmerne allerede nu finde
her på hjemmesiden.
I forhold til det tidligere aftaleudkast er der til dette endelige udkast
kun foretaget enkelte ændringer. Den største er, at alle værker under 400
TJ friholdes fra kravene i aftalen. Grænsen var tidligere 100 TJ. Ændringen
betyder, at kun 48 af Dansk Fjernvarmes medlemmer i givet fald vil blive
omfattet af aftalen.
Disse 48 selskaber, der altså er direkte omfattet af aftalen, inviteres til
et informationsmøde den 3. februar. De omfattede selskaber kontaktes
direkte per brev omkring informationsmødet. Det foreløbige program til
mødet kan alle medlemmer af foreningen dog allerede nu se på hjemmesiden,
samme sted som cirkulæret og aftaleteksten.
Det skal understreges, at der på nuværende tidspunkt ikke er taget stilling
til, om Dansk Fjernvarme indgår aftalen. Dette skal drøftes på et møde den
1. februar i Dansk Fjernvarmes forretningsudvalg og på det omtalte
informationsmøde den 3. februar.
For alle øvrige fjernvarmeselskaber vil informationen om det fremtidige
arbejde med energispareaktiviteter blive givet på årets regionalmøder, der
holdes 12 steder over hele landet i perioden 22. februar til 16. marts.