Dansk Fjernvarme har tidligere kommenteret det kommende bygningsreglement
og rejst spørgsmål omkring det til Folketingets Energipolitiske Udvalg, der
har forholdt minister Bendt Bendtsen problemstillingen.
Hans svar til udvalget har givet Dansk Fjernvarme anledning til endnu
engang at kontakte udvalget idet Dansk Fjernvarme ikke mener, svaret
forholder sig til problemet.
Sagens kerne er, at det ny bygningsreglement åbner for muligheden for at
bygge ud over ejendommens energiramme, hvis den supplerende energi findes
”på grunden” (på matriklen). Det er denne præcisering af, hvor energien
skal produceres, at Dansk Fjernvarme finder uhensigtsmæssig, idet vi
forudser, at man derved kan sætte den kollektive gevinst over styr til
fordel for suboptimering.
Dansk Fjernvarme foreslog allerede i høringsrunden, at man ændrer reglerne
så fjernvarmeselskaberne kan overtage boligejernes forpligtelse til at
producere ”energien, der ligger ud over energirammen” for en bolig.
Dette kan f.eks. være i form af etablering af store kollektive
solvarmeanlæg, som boligejere kan købe sig en andel i (et VE-bevis), hvis
deres bolig er opført med et energiforbrug ud over energirammen.